Afrika i Lejre

Afrika i Lejre

Udfordr dig selv: Prøv et nyt medie! 

Stenskulpturkursus lørdag den 7. september 9.00-15.00 

Lejre har i august og september besøg af en af Afrikas mest anerkendte skulptører, Rickson Zavare fra Zimbabwe. Rickson er ud over at være kunstner en fremragende inspirator. Han har lovet at stille sig til rådighed for en workshop lørdag den 7. september 9.00-15.00 i Domus Felix i Lejre.

Zimbabwe betyder på et af Afrikas mange sprog ’Stenenes land’. Zimbabwe rummer alt fra de hårdeste ædelstene til bløde stenarter, vi slet ikke kender til. I maj landede en container fyldt med hans kunst – og med bløde sten i Fredericia. Det er disse bløde sten, du kan få lejlighed til at arbejde med.

Workshoppen er egentlig tilrettelagt for børn fra 5.-6. klasse med eller uden deres forældre, men da Kunstforeningen har haft forespørgsler fra andre vokse, har vi den aftale med Rickson, at de også kan deltage. Hans instruktioner og hans inspiration vil blive genfortalt på dansk af Erik Schwarzbart fra Musicon i Roskilde.

Fat noget gammelt værktøj: en skruetrækker, et stemmejern der for længst er blevet sløvt, en fil, noget sandpapir af forskellig kornstørrelse – hvad du nu har for hånden og snyd ikke dig selv for at prøve kræfter med et nyt medie. Rickson har også selv nogle redskaber med.

Pris: kr. 125,- pr. deltager.

Der er plads til et begrænset antal deltagere, og workshoppen fyldes op efter først-til-mølle princippet, så meld dig (og dine børn/børnebørn) til dette usædvanlige tilbud allerede nu på kaareskou@gmail.com eller telefon 29260414.

 

◊◊◊◊◊

 AFRIKA I LEJRE

Matiné med fokus på det sydlige Afrika søndag den 8. september 2019 

– kunst – foredrag- spisning – koncert

Du kan allerede nu bestille billetter til afslutningen på projektet Afrika i Lejre, som kunstforeningen har været en aktiv deltager i. Der er tale om en eftermiddag/aften, hvor man virkelig får et indtryk af, at kunst i Afrika er andet og mere end sorte damer med en kurv på hovedet, snittet i en fremmeartet træsort.

Da der er et begrænset deltagerantal vil Domus Felix i Lejre blive fyldt op efter først-til-mølle princippet, så skab plads til denne Lejre-begivenhed i din kalender. Tilmelding til kaareskou@gmail.com eller 29260414 allerede fra i dag.

Pris: 150,- kroner. Beløbet dækker kaffe, middag (én ret) men ikke drikkevarer.

Foreløbigt program:

  • 15.30 Dørene til Felix åbnes. Der er lejlighed til at studere Rickson Zavares skulpturer, mens der drikkes kaffe. Rickson Zavare er en af Zimbabwes mest anerkendte nyere kunstnere og har udstillet i flere europæiske lande.
  • 16.oo Situationen i Zimbabwe efter Mugabe – hvor nogen faktisk ikke er helt fri for at ønske sig ham tilbage. Foredrag ved Birgitte og Christian Balslev-Olesen med indspark fra Rickson Zavare og med særlig vægt på kulturen og kunstens rolle i  det afrikanske samfund.
  • 16.50 Pause, hvor der er mulighed for at se på kunst og for at købe drikkevarer til maden.
  • 17.15 Maden serveres. Der bliver tale om afrikansk inspireret mad, men ikke mere fremmedartet, end at alle kan være med.
  • 19.00 Koncert med Miriam Mandipiras Trio. Miriam Mandipira er en sangerinde, der har specialiseret sig inden for jazz, blues, soul og gospel. Hun er født og opvokset i Zimbabwe, men har siden 2007 været bosat i Danmark. Hun har deltaget i flere album-udgivelser og vandt i 2016 prisen for Årets Danske Blues Navn ved Copenhagen Blues Festival. Hun giver to sæt med en kort pause imellem.
  • 20.45 Forventet afslutning.

Lukket for kommentarer